Øjnene holder aldrig op med at se

Gennem erindringsstykker kaster teksten lys på rollen som pårørende og forsøger at sætte ord på blinde pletter i familiens fortælling om sig selv. Journalnotater fra farmorens indlæggelse på psykiatrisk hospital i 1930'erne udfordrer hierarkiske strukturer forbundet med retten til at fortælle sin egen historie. Strukturer, som også ses afspejlet i forholdet mellem forældre og barn. Dorte Schou præsenterer et nøgternt blik på livets realiteter, men insisterer samtidig på at se verden som et underfuldt og smukt sted.