Nastjas tårer

Året er 1992, da Nastja i desperation over sin håbløse økonomiske situation forlader sin stilling som ledende ingeniør i Kyiv og stiger på toget til Berlin. I den tyske hovedstad begynder Nastja at gøre rent hos romanens fortæller, som også netop er flyttet til Berlin. Der opstår et nært, men ikke uproblematisk venskab mellem de to midaldrende kvinder. Det russiske sprog er den største fællesnævner i forholdet, men relationen er også præget af stærke kulturelle forskelle. Rygtet om den pålidelige og dygtige rengøringshjælp spreder sig hurtigt, og Nastja tjener snart så meget, at hun hver måned kan sende penge retur til familie og venner i Ukraine.

Nastjas tårer handler om kultursammenstød, om mødet mellem øst og vest. Men det er også en fortælling om venskab, om hjemløshed og om kærlighed og afsavn. Wodin tegner et meget rørende og personligt portræt af en kvinde, der aldrig giver op – en kvinde, som deler skæbne med tusindvis af andre emigranter verden over.

”Natascha Wodin er ekspert i mennesker, som ikke ankommer nogen steder […] Et indfølende og på ingen måder sentimentalt portræt af en dybt rastløs kvinde.” Profil, 15. august 2021.

”Så fantastisk, at man ikke kan andet end overgive sig til denne kvindeskæbne.” Ariane Heimbach, Brigitte, 13. oktober 2021.

”Natascha Wodins roman Nastjas tårer er et poetisk og meget rørende portræt af en kvinde, som kæmper videre selv efter hun for længst har tabt.” Katja Eßbach, NDR Kultur , 18. August 2021