Friedrich Nietzsche og antikken

Grækenland i det sjette og femte århundrede f.Kr. var både forbillede og udgangspunkt for Friedrich Nietzsches filosofi. Som så mange andre tænkere før ham, og nogle få efter, så han denne periode som en fuldkommen uforlignelig guldalder. Et højdepunkt i menneskets historie, hvor menneskets ånd udfoldede sig mere frit end nogensinde. Men samtidig så han også begyndelsen på et forfald.

I <I>Filosofien i grækernes tragiske tidsalder</I>, der indeholder portrætter af fem græske filosoffer - Thales, Anaximander, Heraklit, Parmenides og Anaxagoras - fremstår det antikke Grækenlands betydning som ideal for Nietzsche tydeligt og anslår mange temaer i hans senere filosofi. Også den kortere tekst <I>Fem fortaler til fem uskrevne bøger</I> og Nietzches tiltrædelsesforelæsning <I>Homer og den klassiske filologi</I> behandler aspekter af den antikke græske kultur og livsform: den pessimistiske livsfilosofi, den politiske organisationsform og betydningen af rivalisering: agon.