Nationalstaternes Tidsalder

Nationalstaternes tidsalder - revolutioner og nationalisme fokuserer på nationalstaternes tid i Europa i årene fra 1789 til 1871. Som optakt til Den Franske Revolution indledes med en beskrivelse af den politiske, samfundsmæssige og økonomiske situation i det enevældige Europa. I Frankrig var det guddommelige monarki i det 18. århundrede konstant under angreb fra oplysningstidens filosoffer, og kritikken af monarkiet kulminerede med revolutionens begyndelse i 1789. Denne begivenhed førte til kongedømmets afskaffelse og indførelsen af republikken samt krige mellem det revolutionære Frankrig og de europæiske monarkier, som ønskede at forhindre revolutionen i at brede sig.

Napoleon Bonaparte skubbede den nye franske republik til side og udråbte sig selv til fransk kejser. Europas monarker så Napoleon og hans imperium - det største siden Rom - som en trussel mod både den europæiske magtbalance og monarkiet som institution. Napoleons herredømme endte med det berømte nederlag ved Waterloo, hvorefter de europæiske stormagter ved Wienerkongressen genskabte den europæiske magtbalance. Liberalistiske og nationalistiske forhåbninger om forfatninger og nationalstater blev knust af magthaverne. Uroen ulmede dog og brød ud i lys lue i 1848.
Revolutionerne i 1848 havde omfattende politiske konsekvenser for Europa, da de konservative magthavere i stedet for at bekæmpe ideerne begyndte at inkorporere dem i deres politiske dagsorden. Dette kom i høj grad til udtryk i Otto von Bismarcks forening af Tyskland i 1871, men også i dannelsen af Italien i 1861.