Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Han fik i 2002 nobelprisen i litteratur for “et forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”. Som 15-årig blev Kertész i 1944 deporteret først til Auschwitz, senere til Buchenwald, hvorfra han blev befriet i 1945. Herefter overlevede han under særdeles vanskelige kår i det stalinistiske Ungarn som forfatter, journalist og oversætter af tysksprogede åndsfæller som Nietzsche, Musil, Hofmannsthal, Schnitzler, Freud, Wittgenstein og Canetti. Kertész’ berømmelse er kommet sent og først efter at romanen De skæbneløse, der udkom på ungarsk i 1975, i 1990’erne blev oversat til en lang række sprog.

Fortælleren i De skæbneløse er en 15-årig jødisk dreng der deporteres fra Budapest til Auschwitz og senere til Buchenwald. Med en drengs tillidsfulde åbenhed fortæller han minutiøst og sagligt om lejrlivets totalitære verden, hvor fangerne lydigt og ivrigt søger at efterleve magthavernes reglementer og forskrifter, men også om hverdagens trivielle episoder, der kan fremkalde øjeblikke af glæde og håb.

De skæbneløse er en historie om de frygteligste grusomheder og menneskelig fornedrelse, men bryder samtidig med den traditionelle litterære fremstilling af holocaust ved at afmystificere Auschwitz. Romanen udpensler ikke lidelserne, dømmer ikke, men registrerer nøgternt den skæbne drengen blev påført af historiens vilkårlige brutalitet. For Auschwitz er, siger Kertész, ikke bare noget der engang skete for jøderne, men et billede på menneskets eksistentielle vilkår.

Da drengen efter befrielsen vender tilbage til Budapest, spørger alle om “rædslerne”, men han vil hellere fortælle om lejrens lykke. “Hvis de spørger. Og hvis han ikke selv glemmer det.”

6 stjerner i Børsen og BT

"Et mesterværk." Der Spiegel

NOBELPRISEN i litteratur 2002

De skæbneløse - nidottu, Tanska, 2009