Vokalvariation i moderne dansk

I dette speciale benyttes akustisk fonetik og formantnormalisering i optagelser af 19 mænd og 23 kvinder i alderen 15–73 år, der læser en konstrueret tekst højt, til at sammenligne selvrapporteret med faktisk udtale, kortlægge andre faktorer, der korrelerer med sænkning af /?u/, og undersøge sammenhængen mellem sænkning af /?u/ og vokalhøjden i /?i, ?y/ samt den nyere hævning af [o] til [u] i ur. 

Der findes blandede varianter af [?u~?o] på tværs af region og alder. Det antyder, at de to varianter er i fri variation, eller at talerne tilpasser sig »et mål i bevægelse«. Målet for vokalhøjde (F1) i /?u/ er imidlertid signifikant forskelligt fra /u/, ikke fra /?o/ og kun hos kvinder fra /o/. Et brud, som hverken har stød eller lang vokal, er uventet signifikant mere centraliseret end en brud. 

Sammenfaldet mellem selvrapporteret og faktisk udtale af vokalen i ord med /?u/ er kun statistisk signifikant for yngre talere. Der kunne ikke findes nogen sammenhæng mellem sænkning af /?u/ og vokalhøjden i /?i, ?y/ eller hævning af ur. 

Som bilag til specialet bringes en mindre delundersøgelse af forskellen på /t.s/ hen over stavelsesgrænser (f.eks. pizza) og det affrikerede t /.ts/ (f.eks. pita). Længden på segmentet [ts] i pizza blev afkortet i 7 trin ned til 28 % af den oprindelige længde. Ved 44 % eller kortere hørte 14 forsøgsdeltagere det i over 95 % af tilfældene som pita. 4 deltagere indtalte desuden begge ord, og der kunne ikke findes anden forskel på [ts]-segmenterne end varigheden. Resultatet leder til anbefaling af notationen [t?s] for affrikeret t, da den både gengiver den faktiske lyd og adskiller sig fra [ts].