Note om afskaffelsen af de politiske partier

"I vores sa°kaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”

Det her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning af partiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Med grusom ironi spidder hun de demokratiske samfunds kerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som pa° det nationale plan sørger for, at ikke en eneste a°nd kan henlede sin opmærksomhed pa° den indsats, der besta°r i at forsta° hvad der er godt, retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespids analyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendes samtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke blot er historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politisk parti.

Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget alle mennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraften alvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir, der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød ud flygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejke som 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor tids eneste store ånd”.