Natura morta

Josef Winklers kortroman eller “romerske novelle” er i sit udgangspunkt et litterært tableau, der gør sit yderste for at leve op til titlen. Formålet med et natura morta er at få øjet til at sænke hastigheden og fokusere på den omgivende verden i længere tid end normalt; at minde beskueren om, at verden er fyldt med synsindtryk, der i sig selv har værdi og sjældent får den opmærksomhed, de fortjener; som for eksempel savsmuldsdæk-kede grisehoveder, rustbrun fiskegalde, en svedglinsende armhule, gule underbukser og en lyskes sorte kønshår, hvide ferskner samt tre røde granatæbler på rulletrappen på Stazione Termini i Rom, som alle dukker op på Natura mortas sider.

Natura morta følger livet på markedspladsen Piazza Vittorio Emanuele i al dets gru og skønhed, hvor det udfolder sig i billedmættede scener, allestedsnærværende markedslarm og tilbagevendende motiver og karakterer; og hvor også døden – i form af katolicismen, i form af fiskehandlere, i form af slagtere, der kløver håre- og fårehoveder med kødøkser – er allestedsnærværende.

Fortælleren i kortromanen er som et kamera, der zoomer ind på og dvæler kælent-fetichistisk ved hver enkelt detalje, ved hvert objekt, som om den detaljerede beskrivelse af tingenes ydre er ladet med betydning, altid på nippet til at afsløre en skjult hemmelighed.

Kameraet zoomer ind på lumre blikke rettet mod skridtregioner, på sommerens modedille (plastiksmykker formet som sutter, der dingler fra ører og armbånd og knallertnøgler), på en tandløs frølårssælgerske med sorte chimpansenegle, på katolske artefakter og isspisende nonner, på slagteraffald, fotograferende turister og samfundets udstødte. Og igen og igen fokuserer det på figensælgerskens søn, den smukke sorthårede dreng Piccoletto, med de uendeligt inciterende øjenvipper, der er så lange, at de berører hans fregneoversåede kind.

Hvad handler bogen så om? Om kødelighed og kødets forfald, om liderlighed, synd og katolicisme, om markedspladsen, om et dødsfald, om en begravelse. Om livet i al dets mangfoldighed og kaos.

Josef Winkler (f. 1959), østrigsk forfatter. Fra første færd vakte Winkler opsigt med en række hjemstavnsromaner, der blotlagde afgrunde og fortrængninger i den østrigske provins. Hyppige rejser til Indien og Italien har præget senere værker, men forfatterens tilgang er stadig den samme: en svælgen i detaljer og situationer, der tilføjer hverdagslivet en næsten gotisk dimension, en nøgtern registrering af religiøse ritualer, så de fremstår både ophøjede og banale, og en ublu interesse for alt kropsligt. Winkler har modtaget et væld af hædersbevisninger og siges at være kandidat til Nobelprisen, mens så forskellige forfattere som Günter Grass, W.G. Sebald og Elfriede Jelinek har rost hans værker. Han bor i Klagenfurt med sin kone, med hvem han har to børn.