
Musikpædagogisk kompendium
Nogle musiklærere har en evne - en X-factor - til at give børn og unge en sådan spilleglæde, at de kaster sig over deres instrumenter og strømmer ind på de videregående musikuddannelser og ud i det professionelle musikerliv, eller får et rigt liv som amatørmusikere. Oboisten Eva Holck er en sådan lærer. Hvordan har hun båret sig ad? Det fortæller hun i dette musikpædagogiske musikkompendium, som nu foreligger i bogform. Det er skrevet til træblæserstuderende ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium, men mange andre, selv erfarne musiklærere på andre instrumenter, kan have udbytte og fornøjelse af at læse Eva Holcks betragtninger, iagttagelser og gode ideer fra inderst i maskinrummet: fra den spæde begyndelse med rekruttering fra musikkarrusellen til det øjeblik, hvor man står med den flyvefærdige unge musiker. (Valville Forlag)
