Magtens besegling

Statsomvæltningen i 1660 betød, at Danmark-Norge fik enevældig styreform, og at kongemagten blev arvelig. Hidtil havde rigsrådet haft en betydelig andel i magten, og stænderne var også af og til blevet indkaldt til møder om skattepålæg og kongehyldninger. Men fra nu af var det kongen og ham alene, der styrede rigerne ved hjælp af loyale og af ham afhængige embedsmænd. Denne tilstand varede for Danmarks vedkommende til 1848 og for Norges til 1814.

Enevælde som styreform lå i tiden og praktiseredes flere steder i Europa, først og fremmest i Frankrig, og der blev argumenteret for den af flere statsteoretikere. Men kun i Danmark fik kongen papir på sin overtagelse af den absolutte magt, idet et dokument — Enevoldsarveregeringsakten — i 1661 og 1662 blev underskrevet af repræsentanter for stænderne i Danmark, Norge, Island og Færøerne. Dokumentet har form som en ´kontrakt´, hvorved undersåtterne lægger al magt i kongens hænder, mens denne til gengæld ikke lover andet, end at han vil holde rigerne udelte.

Magtens Besegling redegør for begivenhederne, der førte frem til statsomvæltningen, og for de statsretlige aspekter bag dokumentet. Hovedvægten lægges imidlertid på de ca. 2.200 adelsmænd, præster, borgere og bønder, der har underskrevet og for de flestes vedkommende også beseglet ´kontrakten´. Der er biografiske oplysninger om hver enkelt i det omfang, de har kunnet findes, og deres segl er beskrevet og kommenteret med deres indhold af heraldiske våbener, allegoriske og kristelige motiver, monogrammer og bomærker. Seglene er et enormt materiale, som ikke tidligere har været offentliggjort, og som fortæller meget om tiden og dens symbolsprog.