«... en uovertruffen roman ... uhyggelig velfortalt ... Kættere, despoti, religiøst idioti, den moderne videnskabs spæde begyndelse, lovløshed og bondehære - alt bliver illumineret og gjort levende på en måde, der løfter Sigbrits bålfærd langt op over - og ud over - Nordens grænser. Det er i sprog, form og indhold en kraftpræstation.»
- Citadel 5 *****

September 1531. Sigbrit Willums sidder i statsfængslet i Vilvorde og venter på at blive brændt på bålet. I fængslet beretter hun om hvordan det gik til at hendes smukke datter Dyveke blev kongens frille og hun selv, den gamle torvekone, blev hans nærmeste rådgiver. Hun indrømmer at Dyveke altid har været en gåde for hende, og hun spørger sig selv hvordan det kunne gå til at hun, stygge og kloge Sigbrit, kunne få en datter som var så smuk og samtidig så enfoldig.

I 1507 ankommer hun med båd til Bergen og slår sig ned som torvekone. Fra sin krambod falbyder hun blomster og vafler, mens hun i al hemmelighed koger urter mod alskens dårligdomme. Det er ingen givtig forretning, men det hjælper på forretningerne at Sigbrits datter Dyveke kun er 17 år og så underskøn at hun kan fordreje hovedet på enhver mand. En dag kommer den senere kong Christian II til byen, og da hans udsending får øje på Dyveke, bliver hun og Sigbrit inviteret til fest på kongsgården. Inden solen går ned er Dyveke blevet Christians frille og i årene som kommer bliver Sigbrit kongens mest betroede rådgiver.

Christian indlogerer Sigbrit og Dyveke i Stenhuset i Oslo og senere på Hvidøre Slot uden for København. Når han ikke er på rejse, kommer han næsten dagligt på besøg, og ofte tilbringer han mere tid i Sigbrits kyske stue for at søge råd end i Dyvekes kammer. Da Dyveke dør under mystiske omstændigheder i 1517, bliver Sigbrit og Christian mere forbundne end nogensinde.

Kong Christians berømte vægelsind driver ofte Sigbrit til vanvid, adelens utilfredshed vokser, og problemerne med Sverige tårner sig op omkring ham. I 1523 bliver Christian afsat og tvinges til at leve i landflygtighed. Sigbrit smugles ombord på kongens skib da han tager til Holland.

Her og nu befinder vi os i 1531, Sigbrit sidder indespærret i statsfængslet i Vilvorde og ser tilbage på sit liv og afslører at det ikke var Torben Oxe der tog Dyveke af dage.

Bergljot Hobæk Haff, f. 1925, er en af de største norske forfattere i nyere tid. Hun har fået et hav af priser, er oversat til flere sprog, bl.a. engelsk, tysk og fransk, og har to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. På dansk er udkommet Renhedens pris, Skammen og Den evige jøde.

Uddrag af anmeldelser

»I Sigbrits bålfærd vækkes mennesker fra en svunden tid til live på en højst overbevisende måde. Boglærde og adelsmænd, magikere og charlataner, konger og biskopper; et galleri af skikkelser træder frem, og gennem Hobæk Haffs skarpsindige indlevelse opleves de på en forbløffende måde som moderne. Først og fremmet fascineres vi af hovedpersonen selv ... Gennem hendes fortælling træder spillet mellem skæbne og aktiv handling frem som en billedvæv ... Hobæk Haff er ikke bange hverken for drama eller for melodrama, men hun bliver aldrig patetisk eller klichéfyldt. Sigbrits bålfærd gennemstråles af en digters medlevende fantasi og livskloge indsigt.«
- Frederik Wandrup, Dagbladet

»Betydelig roman om Dyveke ... Historikerne ved i dag ikke, hvem den rigtige morder er, så man må læse "Sigbrits bålfærd" for at få gåden opklaret. Men det kan man også roligt gøre, for det er med stor fornøjelse, man giver sig i Bergljot Hobæk Haffs erfarne hænder. Hun har et langt og påskønnet forfatterskab bag sig, og er bl.a. to gange blevet nomineret til Nordisk Råds store pris.«
- Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende (5 stjerner)

»For et par år side

Sigbrits bålfærd - nidottu, Tanska, 2006