Jeg kalder det DEN LILLE FASCISME

For jeg

er kvinden

er fangen

er hustruen

er barnet

er slavinden

og jeg

gir ikke en krone for jeres politiske standpunkter.

Bente Clods digt Privatlivets politiske potentiel fra 1976 slutter med fynd og klem. Det indrammer tidsånden ret præcist. Og genkender man lidt af dette tankegods her i nutiden, er det nok, fordi historien har det med at gentage sig selv.

Digtet stod trykt i Gyldendals tidsskrift Fælleden (1976–79). Det var et tidskrift for “politisk kultur og kritisk kunst”, som det hed i det første nummers program erklæring. Fronterne var begyndt at fryse til i de år, det var det sprudlende ungdomsoprørs betontunge bagbrandert.

Ideologikritik var et af nøgleordene. Kunsten skulle stå i en højere sags tjeneste. “Der hvor de to begreber ( jf. programerklæringen, red.) flyder sammen og bliver til samme sprog, har navnlig vores interesse,” fastslog redaktionen. Alligevel skulle der være “plads til mangt og meget”, men man frabad sig laksko og urkæder. Tidsskriftet endte som et ret iltfattigt foretagende, en klub for de indforståede, og efter bare tre år gik det ind.

Nogenlunde samtidig var forfatteren Erik Aalbæk Jensen i gang med sit ottebindsværk om Livet på Øerne. Han gik mindre dogmatisk til værks; han var først og fremmest nysgerrig. Han betragtede efterkrigstidens Danmark fra et andet perspektiv: fra den yderste udkant, landets mange små øsamfund. Allerede dengang var de begyndt at gå i opløsning på grund af fraflytning og modernisering. Hans greb om stoffet er ganske enkelt: Han rejste rundt fra ø til ø og talte med de folk, han mødte på sin vej. Levnedsbeskrivelser, verden af i går. Hans eneste dagsorden var at lytte.

Lidt nordvest for Marstal på Ærø, nær landsbyen Ommel sad den da 85-årige Peter Hansen på sin bænk i morgensolen og kiggede over på Halmø, hvor han som landmand havde boet og haft sit udkomme. Nu var den lille ø blevet købt af en udenlandsdansker, der kun dukkede op et par uger om sommeren og ellers overlod driften til en forvalter. Peter Hansen kunne ikke forstå, hvorfor den nye forvalter helt tankeløst pløjede i den gale retning hen over bankerne derovre, så mulden og regnvandet blev skyllet ned i dalen. Og forvalteren burde da også lette plovskæret en kende oppe på ryggen af øen, så det ikke skar så dybt, der hvor muldlaget lå tyndest. Det hele lignede dumt, tilfældigt hastværk, noget, der bare skulle overstås.

Vi forsøger at forstå verden. Er det mon for at blive klogere på os selv? Eller er det, fordi vi i sidste ende ikke kan holde ud at tænke på livet som én stor ophobning af tilfældigheder? I hvilken retning vender vi blikket? Mod de store politiske forklaringsmodeller i pagt med tidsånden eller mod plovskæret på Halmø?

Der må gemme sig en orden et sted. Som Inger Christensen bemærker i sit essay Tilfældighedens ordnende virkning (1994) : “Vi kunne måske også forestille os tilfældigheden som en diffus energikilde, som alene ved sin tilstedeværelse havde en ordnende virkning … Og forestille os, at vi gennem dette tilfældighedens medløb fik vi et værn mod vores egen overproduktion af orden.”

“Mennesket skaber Historien i en forvirret blanding af bevidsthed og blindhed,” skriver hun et andet sted i essaysamlingen, og fortsætter: “At finde på en sandhed der gør tilfældigheden nødvendig/ og forestille sig et tegnsystem der transmitterer blindheden/ kort sagt jeg betragter det som forfatterens opgave/ at beskæftige sig med det umulige, det ufuldkomne, det der ligger udenfor”.

Det er et godt sted at starte.

Det der ligger udenfor - nidottu, Tanska, 2022